Rundt om samfundet
Mystiske omstændigheder ved en dansk konges død

Mystiske omstændigheder ved en dansk konges død

Rundt om samfundet

Frederik 8 (1843-1912) dansk konge fra 1906

 

En konge, der umiddelbart ikke er særlig kendt og det er synd. Han nåede, at være kronprins i mere end 40 år og i den periode var det faderen Chr. 9., der hele tiden var i fokus.

 

Havde Frederik 8. fået lov til at regere længere, var han måske blevet kendt som en demokratisk indstillet konge, der interesserede sig for andre mennesker.

 

Han var i Stockholm i 1869 blevet gift med prinsesse Lovisa af Sverige-Norge. I årene 1870-1890 fik de otte børn. Kongen gik ofte ture i København og i Gentofte, hvor familien boede på Charlottenlund Slot. Ofte uden ledsager og altid i civil.

 

Kongen var klar over, at han havde et ”svagt hjerte” og det var bl.a. medvirkende til, at kongeparret med de tre yngste børn i foråret 1912 tog til et varmere klima i Sydfrankrig.

 

Aftentur

I begyndelsen af maj 1912 besluttede kongen at vende tilbage til Danmark. Man afbrød planmæssigt togrejsen i Hamburg, hvor familien og det ledsagende hof indlogerede sig et par dage i fyrstesuiten på Hotel Hamburger Hof ud mod Binnenalster. Personalet vidste fra mange tideligere besøg, at ”Grev Kronborg” var identisk med den danske konge.

 

Om aftenen tirsdag den 14. maj 1912 ønskede kongen at gå en aftentur i Hamburg inden den fortsatte hjemrejse næste dag.

 

Kl. 22.20 fik han et hjerteanfald ikke langt fra hotellet. Han faldt om og satte sig på en trappesten. Han talte lidt med en forbipasserende læge og en politibetjent tilbød at hjælpe ham tilbage til hotellet.

 

Få minutter senere fik kongen et nyt anfald og betjenten beordrede, at den syge skulle køres tilbage til hotellet i en tilkaldt automobildroske. En politivagtmester, der også havde tilsluttet sig opløbet, ændrede ordren til, at drosken skulle køre til Hafenkrankenhaus i bydelen Sankt Pauli.

 

Politibetjenten, der fulgte med i drosken udtalte senere, at det var hans opfattelse, at den syge mand døde i drosken undervejs til hospitalet.

 

Hafenkrankenhaus

Ankommet til hospitalet konstaterede vagthavende læge, at den indbragte, der ikke havde identitetspapirer på sig, var død ved ankomsten. Den indbragte blev anbragt i hospitalets lighus, hvor der i forvejen lå otte lig.

 

Hverken lægen, der havde talt med kongen på Gänsemarkt eller de to politimænd noterede, at den afdøde havde fortalt, at han boede på Hotel Hamburger Hof.

 

I løbet af natten blev der fra hotellet foranstaltet forskellige eftersøgninger. Først ved 4-tiden lykkedes det hoteldirektør Carl Wache, at finde frem til lighuset, hvor han efter en længere debat og imod reglerne, fik udleveret kongens lig.

 

Hoteldirektøren mente, at man skulle lade som om, kongen var død på sit værelse. Overhofmarskal, kammerherre Franz Brockenhuus-Schack og kongens livlæge fastholdt, at det ville ende galt og at man hellere måtte fortælle, at kongen havde forladt hotellet kl. 22.00 og faldet om få minutter senere tæt ved hotellet.

 

Rygter

Der er flere årsager til, at der hurtigt opstod formodninger om, at historien ikke var helt så enkel. Politietaten ville dække over, at man ikke havde kontaktet hotellet, da man vidste, at den afdøde havde oplyst navnet på sit hotel. Lægen blev bebrejdet, at han ikke gik de få skridt til hotellet og orienterede receptionen.

 

Hoffets ansatte blev bebrejdet, at man lod kongen gå tur alene. Det gjorde det ikke bedre, at flere aviser skrev, at kongen allerede havde forladt hotellet kl. 20.45 og ikke kl. 22.00.

 

Personalet i Cafe Opera mente helt sikkert, at den omtalte mand, der altså var den danske konge, havde indtaget et glas whisky på cafeen.

 

Ca. 100 meter fra det sted, hvor kongen var blevet set på en trappesten, lå et af Hamburgs finere glædeshuse. En af de imødekommende damer, der var ansat i etablissementet, fortalte i en bog, at kongen også den dag havde været gæst. Hun og en kollega havde hjulpet gæsten ned på gaden, da gæsten var blevet utilpas?

 

Politiinspektør Jürgens siger til et dansk dagblad, at resultatet af de tyske undersøgelser ”af hensyn til Det danske Kongehus skal hemmeligholdes”. Uheldig bemærkning, der har medvirket til mytedannelserne.

 

Familie til en anden tysk politiofficer fortalte senere, at de ofte var blevet underholdt med historien om det tragiske dødsfald.

 

Hjemrejsen

Under stor uønsket tysk militær bevågenhed blev kongens lig først til Hamburg Hauptbahnhof og videre med særtog til Travemünde, hvor kongeskibet ventede.

 

Havde kongen, som det officielt forlød, forladt sit hotel kl. 22.00 kunne han dårlig nå, at indtage et lille glas. Forlod han hotellet, som flere aviser skrev, betydelig tidligere, kunne han have nået, at ”gå en længere tur”.

 

Hotel Hamburger Hof, hvor den kongelige familie med følge boede under hjemrejsen fra Nice. Da kongen gik aftentur den 14. maj 1912 gik han forbi Alster-Pavillon, der ses i forgrunden.

 

1906. Kong Frederik 8 og Dronning Lovisa (prinsesse af Sverige-Norge). De var blevet gift 28. juli 1869 i Stockholm.

 

 

Gänsemarkt i Hamburg. Kongen faldt om ud for forretningerne, der ses i baggrunden bag politibetjenten. Han sad ført på trappestenen mellem slagteren og boghandleren. Det er præcis på grænsen til gaden Jungfernstieg, hvor kongens hotel lå få hundrede meter længere nede.

 

Hafenkrankenhaus, Seewartenstraße 10 i kvarteret Sankt Pauli. I tilknytning til hospitalet, der er opført 1900, var der et lighus. Lighuset er de to sammenhængende nogenlunde ens bygninger, der ligger bag de større hospitalsbygninger.

 

15. maj 1912. Kongen blev fotograferet i det værelse på hotellet, hvor han blev anbragt om morgenen kl. ca. 04.30. Der blev også taget aftryk til en dødsmaske.

Die Ehrenkompanie des 76. Infanterie-Regiments eskorterede den 16. maj 1912 kl. 08.00 kongens kiste fra hotellet til Hauptbahnhof. Regimentets musikkorps havde spillet “Jesus er min trøster”, da kisten blev båret ud fra hotellet. En æresbevisning den danske familie ellers havde frabedt sig. (Arkiv: St. Anschar, Bestattungsinstitut Gmbh, Ronald Mikula).

 

Det er 12 medlemmer af “Den hellige Ansgars Begravelseslav” iklædt sorte kofter og posebukser, kåre og trekantet hat, der på deres skuldre bærer kongens kiste. (Arkiv: St. Anschar, Bestattungsinstitut Gmbh, Ronald Mikula).

TilbageForside
 
Website by Conceptware