Verden omkring os
Falske pengesedler der snød

Falske pengesedler der snød

Europa

Periodevis hører man, at nu er der igen falske pengesedler i omløb. Med de nyere fremskridt inden for printere til hjemmebrug, er det blevet fristende lige at forsøge om det går godt.

 

Det hører dog til sjældenheder, at en stat ligefrem laver falske sedler, men det blev praktiseret i Tyskland under II. Verdenskrig.

 

Nazisternes hemmelige plan

Strumbannführer Bernhard Krüger, der lagde navn til operationen, fik til opgave, at samle Kz-fanger, der enten havde en fortid som falskmøntnere eller på anden havde en teknisk erfaring med seddelfremstilling.

 

De cirka 140 fanger blev samlet i Kz-lejren Sachsenhausen nord for Berlin, hvor de blev indkvarteret i blok 18 og 19, et særlig isoleret afsnit af lejren.

 

De tyske myndigheder ville destabilisere den britiske økonomi ved at oversvømme Storbritannien med £ 5, £ 10, £ 20 og £ 50 noter.

 

Man skønner, at det lykkedes tyskerne, at fremstille tæt ved 10 mill. sedler af mere eller mindre god kvalitet. Den oprindelig plan med at lade Luftwaffe nedkaste sedlerne over de britiske øer, blev droppet og i stedet benyttede man sedlerne som betaling.

 

De falske pund blev blandt andet fordelt til mange Europæiske lande. Tyskerne købte varer eller betalte agenter med de engelske pund.

 

Ret hurtigt opdagede Bank of England i London, at der blev omsat falske sedler, der i mange tilfælde var så vellignende, at kun specialister kunne se forskel på falske og ægte sedler.

 

Falske engelske pund i Danmark

Sedlerne kom i 1944 via Berlin til tyske handelsattachéer i neutrale og besatte lande. I Danmark var det grosserer HBL fra Gl. Kongevej i København, der hjalp med afsætningen. Hans ansvarsområde var Danmark og Sydsverige og et velegnet sted til afsætning var Klampenborg Galopbane nord for København.

 

De engelske pund var efterspurgt, da man forventede, at det var en god investering. Kom der en pengeombytning af danske pengesedler (det skete 23. juli 1945), havde man sikret de værdier, som Skattevæsenet ikke kendte til. Mange år efter var det US-dollar og D-mark, der blev investeret i.

 

Vidste man, at sedlerne var falske

Allerede i begyndelsen af 1945 blev der i illegale blade advaret mod de engelske pund, men det var primært fordi man mente, at tyskerne havde stjålet dem.

 

Danske modstandsfolk modtog også pundsedlerne og Varinka Muus fik problemer med Scotland Yard, da hun medbragte pundsedler til London under krigen.

 

Efter befrielsen blev modstandsfolk i Danmark dømt for at være i besiddelse af udenlandsk valuta. Det var uden betydning af sedlerne var falske.

 

Hvordan slap man af med dem

I kredse omkring Edderkopperne solgte man også pundsedler. Kunderne kunne købe ”ægte eller falske” sedler. De sidste var noget billigere, men det kunne egentlig være lige meget, da alle sedler, der blev solgt på den måde, var falske.

 

Kontorchef Vilhelm Jacobsen, der i 1948 sammen med hustruen døde meget pludselig i deres lejlighed på Peter Bangs Vej, lå inde med ret mange sedler. Han forsøgte så sent som i 1947, at slippe af med dem, men det lykkedes ikke helt.

 

En dengang kendt landsretssagfører havde, efter det oplyste, så mange sedler i sit pengeskab, at han dårlig kunne lukke skabet.

 

Kriminalpolitiet efterforskede sagen med de mange falske pund, men undersøgelserne indgik fra 1949, som en del af Edderkopsagen og mange detaljer om de omtalte sedler, er aldrig kommet frem.

 

Danmarks Frihedsråd advarede om sedlerne allerede i marts 1945. Kilde: Det illegale blad Information.

 

Allerede i januar 1945 blev der advaret mod sedlerne, men køberne troede ikke på, at de sedler de købte var falske, men at rygtet var startet for at skade fjenden. Havde man købt sedlerne ville man også gerne blive i troen på, at sedlerne dog havde en vis værdi, uanset om de var ægte eller falske.

 

Den ægte falsk seddel beslaglagt af dansk politi. Sedlen skulle sammen med andre have været afleveret i 1946 til Bank of England, men et par sedler ”faldt ud af kassen” inden afsendelse.

 

Sedlerne var opdelt i fem kategorier. 1. sortering var fejlfri og de blev anvendt til køb af varer i neutrale lande. 2. sortering havde en enkelt ubetydelig fejl og de blev brugt til betaling af egne faste agenter. 3. sortering var af god kvalitet med højst to små fejl. Anvendt bl.a. til indkøb i besatte lande. 4 og 5 sortering blev aldrig officielt sat i omløb.

 

Politibetjent Herluf Rasmussen og hans ven Preben, der var ansat i firma English House på Nørrevold, havde købt engelske pund for 30.000 kr. (værdi 2013-kr.) af kontorchef Jacobsen i firmaet. De skulle en tur til Nordafrika på motorcykel, men i Marseille måtte de vende om, da de fik at vide, at alle deres engelske pund var falske.

TilbageForside
 
Website by Conceptware